9. november 2022
I hjertet af Roskilde ligger en perle af et hotel. Et hotel med sjæl. Et hotel med historie. Et hotel med liv og herlig stemning. Her er der altid meget, der skal nås, inden dagens gæster står op, og nye besøgende checker ind. De 73 værelser skal rengøres, sengene skal redes, og morgenmaden skal serveres. Igen i år kan hotellets gæster glæde sig til et flot dekoreret julehotel, for på Zleep Hotel Prindsen Roskilde, det gamle Hotel Prindsen, gøres en dyd ud af at ære traditioner og gamle, danske skikke.
Den gang det hele begyndte
Men hvorfra stammer hotellets sjæl? For at besvare det spørgsmål skal vi helt tilbage til den 5. marts 1695, hvor Kong Christian den 5. udstedte en forordning ”om offentlige herberger og værtshuse i Danmark”. Af forordningen fremgik det, at der skulle oprettes åbne værtshuse i de købstæder, hvor posten kørte igennem. På Algade i Roskilde blev Hotel Prindsen herefter bygget, som en privilegeret gæstgivergård. Grundet en frygtelig bybrand i 1731 er meget information fra hotellets første år desværre gået tabt. Heldigvis blev hotellet genopbygget kort tid efter. Hovedbygningens fransk renæssanceinspirerede stil er designet af arkitekt Ove Petersen, der også er kendt for Det Kongelige Teater og Hotel d’Angleterre. At hotellets gæster den dag i dag, over 300 år senere, fortsat kan mærke historiens imponerende vingesus, når de betræder gemakkerne, skal Lene Haslund, Hotel Manager på Zleep Hotel Prindsen Roskilde, have et stort skulderklap for:
”Personligt nyder jeg den smukke bygning hver dag, og som leder har jeg stor respekt for hotellet, dets historie og betydning for Roskilde, og det samme har mit personale. Zleep Hotel Roskilde skal ikke bare driftes, det skal æres”, fortæller Hotel Manager Lene Haslund.
Det gamle hotel Prindsen; nu Zleep Hotel Prindsen Roskilde på Algade
Der driftes med respekt
Hotellet består i dag af fire fløje: Den fredede hovedbygning fra begyndelsen af 1700-tallet, et trappehus fra 1930’erne, et sidehus fra de første årtier af 1900-tallet samt en ny værelsesfløj fra år 2000. Især hovedbygningens palæagtige ydre og den store festsal, Guldaldersalen, står som noget ganske særligt. Zleep Hotels overtog hotellet i marts 2016 og har siden da renoveret indgangspartiet, loungen og morgenmadsområdet i stil med hotellets sjæl og unikke historie, for det gamle Hotel Prindsen er et hotel, der skal driftes med stor respekt:
”Når vi renoverer, har vi naturligvis respekt for det imponerende bygningsværk og for den tidsperiode, hvori hotellet blev skabt. Ånden skal bevares, og det samme skal de smukke, klassiske møbler. Derfor har vi valgt at blande Zleeps moderne og nordiske møbler
med det gamle og elegante rokokointeriør. En indretningshybrid der har vist sig at fungere rigtig godt”, fortæller Lene Haslund.
Samtlige hotelværelser er indrettet med rokokointeriør i tråd med 1730’ernes elegante og graciøse stil.
Standardværelse på Zleep Hotel Prindsen Roskilde
Berømt og berygtet
Hotellets placering, status og elegance har lokket mange store personligheder til gennem årene. I 1800-tallet gæstede den berømte digter og maler, Holger Drachmann, hotellet, inden han flyttede ind i Roskilde Palæ, og i samme periode kiggede også den verdensberømte digter og forfatter, H.C. Andersen, forbi hotellet på Algade. Ikke alle var dog lige tilfredse med logiet:
”Meget slet logi i Prindsen, ingen rullegardiner, så gjenboerne måtte rulle Deres gardiner ned, da jeg klædte mig om. Solen brændte gloende derinde. Tjenestefolkene naturligvis fornemme i Prindsen. Hjem kl. 8, første gang sover jeg i byen, hvor kongerne sove, jeg sover slet, jeg sover i Prindsen. Lige over for mig synger en herre: Lille Viggo vil du ride ranke, mindst tro han digteren sidder lige over for”, som H.C. Andersen udtrykker det i sin dagbog efter en overnatning på Hotel Prindsen.
Meget er dog sket siden da og bare rolig; der er nu rig mulighed for at trække gardinerne for, hvis du skal klæde om. I dag er hotellets suite da også opkaldt efter den digter, der både gjorde hotellet berømt og berygtet:
”Vores H. C. Andersen Suite på 74 m2 med udsigt til byen og Roskilde Domkirke er meget populær og særdeles smuk. Især synes vores udenlandske turister, at det er sjovt at overnatte netop her, da H.C. Andersen har haft oplevelser på selv samme hotel”, fortæller Lene Haslund.
H.C. Andersen suiten
Jul i den gamle gæstgivergård
Lad os slutte hvor det hele begyndte – med julen. Traditionen tro er der pyntet op til gammel, dansk jul i den gamle gæstgivergård, der i disse dage stråler af juleglans og indbyder til hygge. I receptionen glimter juletræet smukt, og julehjerterne flettes ivrigt af det juleglade personale. Også i den smukke festsal, Guldaldersalen, er der travlt op til jul, da mange vælger at holde julefrokoster her. Salens rammer er perfekte, og får man brug for at lægge sig, er sengen tæt på.
”Vi gør meget ud af at bevare den traditionelle jul med et stort grantræ i loungen. Et grantræ der dufter så dejligt. I de gamle sale er der kranse i vinduerne, og i juledagene byder vi desuden på pebernødder og gør det hyggeligt for de gæster, der bor på hotellet”, fortæller en juleglad Lene Haslund.
Guldaldersalen
Tag del i historien og sov julen ind hos Zleep Hotel Prindsen Roskilde. Glædelig jul og sov godt.