Vejle

Hotelåbning i Vejle – Zleep Hotels slår dørene op på Havneøen

Vejle er i dag blevet et hotel rigere, og det samme gælder for hotelkæden, Zleep Hotels, der i december 2020 offentliggjorde planerne om det nye hotelbyggeri på Havneøen. Et hotelbyggeri etableret efter aftale med Kirk Kapital. Med adresse på Havneøen bliver hotellet en del af et eksklusivt by- og boligområde nær Vejle Fjord med udsigt til Fjordenhus.

 

”Jeg vil gerne takke samtlige samarbejdspartnere for deres store arbejde i forbindelse med etableringen af vores nye hotel. Jeg er enormt stolt af det produkt, vi i dag kan vise vejlenserne” fortæller Peter Haaber, CEO i Zleep Hotels, og fortsætter: ”Vi har valgt at bruge den eksklusive lokation som en del af gæsteoplevelsen og har derved placeret reception og morgenmadsområde på 11. etage med udsigt over Vejle Fjord. Besøger du hotellet, er du således garanteret en flot udsigt” afslutter Peter Haaber.

 

Foruden ovennævnte faciliteter rummer Zleep Hotel Vejle 109 værelser, fitnesslokale og tagterrasse. Med åbningen introducerer Zleep Hotels samtidig værelseskonceptet Sky View, der, som navnet indikerer, er værelser med udsigt. I hotellets stueplan drives restaurant af Enzo & C.

 

Kombineret hotel- og lejlighedskoncept

I forlængelse af hotellet åbner i dag også det nye, eksklusive lejlighedskoncept: Kirk Stay. Et koncept som Zleep Hotels vil håndtere den daglige drift af. Property Director i Kirk Kapital, Flemming Hoff, ser frem til det fortsatte samarbejde og ønsker Zleep Hotels tillykke med åbningen:

”Det nye Zleep hotel er en flot afslutning på Havneøen og et perfekt match til Kirk Stay. Sammen vil hotel og lejlighedskoncept sprænge rammerne for, hvad vi tidligere har set i Jylland – måske endda i Danmark. Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde og ønsker alle stort tillykke med åbningen”, fortæller Flemming Hoff.

 

Faciliteterne på 11. etage kan benyttes af både hotel- og lejlighedsgæster samt turister.

 

Zleep Hotel Vejle og Kirk Stay, der har adresse på henholdsvis Havneøen 5 og 4, er opført af hovedentreprenør K. G. Hansen & Sønner i samarbejde med Arkitema Architects og OJ Rådgivende Ingeniører.