Hotelkæde til kamp for miljøet: ”Lad os bekæmpe forureningen af verdenshavene”
17. april 2019
Det er kun tre uger siden, at den danske hotelkæde, Zleep Hotels, lancerede sin nye miljøvenlige drikkedunk, og nu gør hotelkæden endnu engang klar til kamp mod plastikforureningen. Denne gang skal løsningen dog ikke findes i sukkerrør og bambus, hvilket de bionedbrydelige drikkedunke er produceret af, men i stedet i stærke lårmuskler, god kondition og stramt snørede løbesko.
Hvordan kan stærke lårmuskler gavne miljøet?
Svaret gemmer velgørenhedsorganisationen Ocean Run på. For andet år i træk arrangerer Ocean Run nemlig et velgørenhedsløb i København til fordel for miljøet, og her har Zleep Hotels igen i år valgt at støtte op. For hver kilometer der løbes, giver den miljøbevidste hotelkæde én krone til det gode formål. Hele overskuddet fra løbsdagen går direkte til den internationale miljøorganisation Plastic Change, der kæmper for at knække den stigende kurve af plastikforurening.
”Vi er enormt stolte af, for andet år i træk, at sponsorere Ocean Run. Miljøet kræver vores konstante fokus, hvis vi ønsker at gå en grønnere fremtid i møde, det er både vi og iværksætterne bag Ocean Run enige om. Foruden at rigtig mange Zleep-medarbejdere stiller op på dagen, smider vi for hver kilometer, der løbes, én krone i velgørenhedskassen. Forhåbentlig kan vi på denne måde samle rigtig mange penge ind til bekæmpelse af plastikforureningen af verdenshavene”, fortæller Peter Haaber, CEO i Zleep Hotels.
Hver en kilometer tæller
Løbet finder sted den 4. maj i Amager Strandpark i København. Alle, der enten går eller løber den to kilometer lange rute, er med til at samle penge ind. Antallet af omgange er valgfrit. Den person, der, når dagen er slut, har løbet det længste antal kilometer, vinder desuden et weekendophold for to på et vilkårligt Zleep hotel. Opbakningen til løbet er stor, og det glæder arrangørerne:
”Jeg tror, at Ocean Run er blevet så stor en succes, fordi løbet kombinerer to emner, der betyder rigtig meget for den almene dansker. Sundhed og miljø. At kunne udfordre sin krop fysisk og samtidig indsamle penge til en miljøvenlig velgørenhedsorganisation som Plastic Change er tiltalende for rigtig mange”, fortæller Katarina Nordström, der er en af iværksætterne bag Ocean Run.
Sidste års vinder løb hele 21 omgange med en samlet distance på 42 kilometer.
Om Zleep Hotels
Zleep Hotels er en del af Deutsche Hospitalitys brandfamilie. Zleeps vision er altid at levere kvalitet, service og design til en god pris. I dag består hotelkæden af 11 hoteller i Danmark og et i Sverige, og tre nye hotelprojekter er allerede offentliggjort. Målet er at drive 40 hoteller i 2025. Udover Zleep Hotels omfatter paraplyvirksomheden, Deutsche Hospitality, fire kendte hotelmærker. Steigenberger Hotels and Resorts opererer 60 hoteller i historiske bygningsværker og i livlige byområder og på resorterne tilbydes sundhedsoaser i naturlige omgivelser. MAXX by Steigenberger er et nyt, karismatisk koncept med fokus på det essentielle i overensstemmelse med mottoet ’MAXXimize your stay’. Jaz in the City branded afspejler storbyens livsstil og trækker på lokal musik og kultur. IntercityHotel opererer 40 moderne, mid-scale hoteller, der alle er placeret i gåafstand til togstationer eller lufthavne.
Pressekontakt:
Zleep Hotels │ Dalbergstrøget 5 1. sal │ 2630 Høje Taastrup │ Danmark
Marie Vang │ Tel: +45 2121 6345
mva@zleep.com
Zleep Hotels | Deutsche Hospitality